Tanya Sørensen – Med orm i åen.

Hvem er lystfiskeren Tanya Sørensen?

Når man tænker Esbjerg, tænker man ofte fisk! Men at Tanya Sørensen bor i Esbjerg er ikke ens betydning med at hun er født med en fiskestang – tvært i mod.  Ja egentlig har hun altid været lidt bange for fisk, selvom hendes far er ivrig lystfisker og ofte var afsted ved åen med sine to gode kammerater.

Men hvordan kom hun så igang?

I 2017 blev Tanya inviteret med på en fisketur ved Kongeåen med overnatning i shelters. Det gik ikke helt som hun havde forestillet sig. “Jeg tænkte, at jeg da altid bare kunne sidde i shelteren og nyde vejret, hvis jeg ikke gad fiske. Men historien blev en helt anden. Jeg fangede min første laks, og samtidig opdagede jeg, at det er meget afstressede for mig at gå ved den å, og ikke tænke på noget andet, end om den prop der flød med strømmen, pludselig forsvandt under vandet”

Til daglig…

Tanya arbejder til daglig, som ergoterapeut på et forsorgshjem for hjemlse psykisk syge misbrugere. Hun beskriver det selv som et til tider krævende – men også meget givende arbejde. Fiskeriet har spillet en helt særlig rolle for hende “… Jeg har fundet ud af, at fiskeriet ved åen hjælper mig, så jeg har mere overskud i mit arbejde, men også til at have overskud til at være noget for andre mennesker generelt” 

Når Tanya ikke arbejder eller fisker, så spiller hun musik. Hun synger i hele 3 forskellige bands i Esbjerg. Desuden er Tanya medlem i Facebook-gruppen ‘Lystfiskergruppen for handicappede og deres hjælpere‘.  Der har hun meldt sig som hjælper. Det betyder at hvis nogen med et handicap af en slags, har mod på en fisketur ved åen – så står hun klar. “Jeg har stadig min første hjælpertur til gode, men jeg er sikker på den nok snart skal komme.” fortæller Tanya med et smil.

Ved hvilket vand finder du Tanya?

Du finder hende hovedsageligt ved åen. Hun er medlem af Sydvestjysk Sportsfiskerforening og fisker mest ved Sneum å og Kongeåen. Engang imellem fisker hun også ved Kolding å og det hænder at hun forvilder sig til kysten – “men det er alt for sjældent” fortæller hun.

Hun fisker ikke så mange andre steder. Men Tanya er altid åben for at udvide sit repetoire inden for fiskeriet. Og hun siger sjældent nej til at fiske efter arter eller ved steder, hvor hun normalt ikke ville komme. Hun har f.eks. lige været på Sydfyn, hvor hun var blevet inviteret til for at fiske Stør. “Det var en virkelig sjov oplevelse” fortæller Tanya.

Laks og havørred kan få pulsen op.

Hovedfokus for Tanya’s fiskeri er helt klart efter laks og havørreder. “Må sige at når vi nærmer os 16. april hver år, er jeg ikke til at styre, og på selve dagen vågner jeg gerne en time før vækkeuret ringer – hvilket det gør ret tidligt. Men kan man liste en arrig havørred ud fra sit skjul under brinken, så er det nu også ret lækkert.”  

Tanya’s fortrukne fisketeknik er med prop og orm. “Det at jeg kan flytte al min fokus ned i den prop der flyder med strømmen, er helt meditativt for mig. Og jeg ender tit med at gå mange kilometer uden at opdage det. Derudover øver jeg mig i at komme ud med fluestangen noget mere. Efter en fiskeferie i Canada har jeg fået endnu mere blod på tanden i at dygtiggøre mig inden for
fluefiskeriet.” 

Er du interesseret i at følge med Tanya Sørensen’s fiskeri ? Kunne du måske godt tænke dig at lære mere om fiskeriet i åen med prop og orm?

Du finder Tanya på Instagram HER :  @bkzatya

Tanya er som før nævnt medlem af Sydvestjysk Sportsfiskerforening, og selvom lystfiskeriet i Danmark lidt er en mandsdomineret verden, så fortæller Tanya at hun er blevet taget rigtig godt imod af alle. “Har man lyst til at mødes ved en af åerne kunne det være rigtig hyggeligt. Jeg kunne også rigtig godt tænke mig at komme rundt og se andre åer, eller fiskespots rundt om i landet.” Det er guldværd når vi lystfiskere kan dele vores passion og erfaring på trods af afstand, køn, fra nybegyndere til øvede, og uanset hvilken fiskevande vi normalt begiver os på.

Tanya Sørensen er et fantastisk eksempel på at man ikke behøver have fisket hele livet, for at finde glæden og roen ved vandet. Hun er på kort tid blevet utrolig dygtig, og hun vellidt og respekteret blandt andre lystfiskere og medlemmer af sin lokale sportsfiskerforening. Så vil du lære mere om fiskeriet med prop og orm ved åen – så er du hos Tanya i de bedste hænder.

Vil du læse om andre dygtige kvindelige lystfiskere ?
Så klik her : Fisker kend dit vand!